onsdag den 2. januar 2013

Krustader, tartelettens fætter

Krustaden er et fint alternativ til tarteletten. Krustaden koges i olie eller palmin, hvortil man benytter et krustadejern.



Ingredienser:
  • 2,5 dl. mel
  • 1,5 dl vand
  • 1 dl øl
  • 2 æg
  • salt
Friturefedt til kogning, fx palmin der kan købes i ethvert velassorteret supermarked.

Fremgangsmåde:
Rør samtlige ingredienser sammen. Pisk ikke, da luftbobler i dejen skal undgås så vidt muligt. Stil dejen på køl i en times tid.

 En gryde med rigeligt fedtstof (det er nok med en pakke palmin i en lille gryde) varmes op til 180 grader.

Varm krustadejernet op i palminen. Hæld lidt dej i en kop. Dyp krustadejernet i koppen med dej. Hold det i dejen og sæt dernæst krustadejernet tilbage i gryden med palmin. Kog krustaden til den er gylden. Lirk eller slå krustaden af jernet og lad den køle af på fedtsugende papir.

Og så fremdeles fortsætter man, til der ikke er mere dej. Ovenstående portion giver cirka 35 krustader.

Tarteletopskrifter find du blandt andet i kogebogen "Tarteletter" af Babette Hersant Isaksen.